Foto: Politiet
Politiet efterlyser denne person og har fredag udsendt overvågningsfoto af vedkommende.
Manden er mistænkt for bedrageri.
Han bliver beskrevet som mand, ca. 20-30 år og spinkel af bygning.
Han var iført mørke solbriller og en sort hættetrøje, hvorpå der stod ”Angel” med rød skrift hen over brystkassen.
Der var også rød skrift på ryggen af hættetrøjen og han var tillige iført brune/bordeaux habitbukser.
Han er efterlyst efter at to borgere den 24. september 2024 blev ofre for tilfælde af kontaktbedrageri.
Det oplyser den ansvarlige for efterforskningen, politikommissær Carsten Corfitzen.
Politikommissæren forklarer uddybende om sagen og efterforskningsarbejdet, at de ofre sidst på formiddagen, tirsdag den 24. september, blev telefonisk kontaktet på deres fastnet-telefoner.
Begge borgere havde deres adresse i eller omkring Løgstør.
”Personen, der ringede, udgav sig for at være fra banken og oplyste, at deres konti netop var ved at blive udsat for tyveri. I forlængelse af samtalen ankom så en person til deres adresse under påskud af at skulle afværge de igangværende tyverier. Og i den forbindelse blev de bedt om at udlevere deres kreditkort og de tilhørende pinkoder,” siger Carsten Corfitzen, der tilføjer, at i et af bedragerierne blev ofrene ligeledes anmodet om at udlevere kontanter og smykker:
”Efterfølgende kunne vi konstatere, at der skete hævninger i en kontantautomat beliggende i Løgstør.”
Nordjyllands Politi offentliggør overvågningsbillederne i håbet om, at det kan bidrage til, at den mistænkte bliver identificeret.