Digitalvægt og salgsposer i bilen: Politiet fandt også kokain, mdma og en machete


Arkivfoto


Betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje kørte tirsdag ved middagstid på Park Allé i Aarhus C i en civil patruljebil.

Her blev de opmærksomme på en bil med mandlig fører.

Ifølge politiet vakte han betjentenes mistanke, de oplyser dog ikke hvorfor.

Patruljen fik dirigeret bilen ind til siden.

Der var tale om en 33-årig bilist, der ikke havde kørekort.

Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, og kort efter blev han også sigtet for overtrædelse af både kniv- og våbenloven.

Betjentene fandt nemlig både en kniv og en peberspray i bilen.

De fandt også nogle tomme salgsposer og en digitalvægt, som gav politiet mistanke om, at den 33-årige havde solgt stoffer.

På den baggrund blev hans bopæl i Lystrup også ransaget, og her fandt politiet kokain, MDMA, og flere ulovlige piller.

Ud over narkotikaen blev der også fundet en peberspray og en machete i hjemmet.

Våben såvel som stoffer blev beslaglagt, og den 33-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.