Anholdt og sigtet: Flere drenge sættes i forbindelse med adskillige påsatte brande


Arkivfoto


Mindst fire drenge sættes i forbindelse med 14 tilfælde af brandstiftelse.

De påsatte brande fandt sted i Slagelse by i dagene fra den 2. marts til 6. marts 2024.

Politiet har torsdag anholdt to 15-årige og en 16-årig dreng, og yderligere er en 14-årig dreng blevet tilbageholdt.

I forvejen har en 14-årig dreng været afhørt og sigtet i sagerne, og nu forestår grundige afhøringer af de øvrige anholdte.

Det er en kombination af vidneforklaringer og politiets efterforskning, der nu har ført frem til anholdelserne.

De anholdte er fra lokalområdet.

Politikommissær Kim Brønnum, der er leder af lokal efterforskning i Slagelse, siger: – Jeg er godt tilfreds med, at det nu er lykkedes at sigte de formodede gerningsmænd til en række påsatte brande. Der er tale om en kriminalitetstype, der i sagens natur skaber stor utryghed for borgerne i lokalområdet, så derfor har sagerne naturligvis haft høj prioritet.

Politiet kan ikke udelukke, at flere personer bliver sigtet i sagerne.