Vanvidskørsel under tumult: Tilfældig fodgænger påkørt på fortov


Arkivfoto


Tirsdag eftermiddag opstod der tumult og uroligheder i boligområdet Bispehaven i det vestlige Aarhus.

Politiet modtog anmeldelser om, at der var tale om uoverensstemmelser mellem nogle yngre mænd.

Nogle af dem befandt sig i et køretøj, mens andre var til fods og havde angiveligt slået/kastet med ting mod køretøjet.

Undervejs i urolighederne påkørte føreren af det pågældende køretøj en 66-årig mand, som tilfældigt kom gående på fortovet på Hasle Centervej, hvor balladen mellem personerne udspillede sig.

Flere vidner overværede episoden og påkørslen.

Politiet sendte adskillige patruljer til stedet og et større område blev afspærret.

Den 66-årige mand modtog behandling i en ambulance og blev kørt til hospitalet.

Han er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Kort tid efter blev en 39-årig mandlig bilist anholdt, sigtet for personpåkørslen, mens den anvendte bil blev beslaglagt jf. loven om vanvidskørsel.

Østjyllands Politi arbejder fortsat med efterforskningen af det samlede sagsforløb.

Det er Østjyllands Politis nuværende formodning, at der er tale om et internt personopgør, som førte til gårsdagens uroligheder, og der er intet, der tyder på, at episoden er relateret til bandemiljøet.