Kokainbagmand får 12 års fængsel og udvisning for bestandigt


17 kilo kokain. Foto: Politiet.


National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har torsdag fået idømt fire mænd fængselsstraf for deres roller i en sag om samlet 22 kilo kokain.

Mændene er dømt fængsel for i adskillige tilfælde at være i besiddelse af kokain med henblik på videreoverdragelse.

En 37-årig bagmand blev idømt 12 års fængsel og udvisning for bestandigt af landet for at have instrueret en 23-årig mand i at afhente i alt 22 kilo kokain.

Det skete ved i alt 20 tilfælde i perioden fra november 2021 til oktober 2022 på adresser i Ørestaden, Karlslunde, Kastrup, Frederiksberg, Måløv, Værløse, Dragør, Nærum og Lynge.

Den 23-årige blev idømt 10 års fængsel.

Begge blev desuden dømt for overtrædelse af våbenloven, idet den 23-årige afhentede og var i besiddelse af en pumpgun, efter at den 37-årige havde forhandlet prisen for våbnet.

”Jeg er godt tilfreds med, at retten fandt det bevist, at den 37-årig havde en central rolle. Selvom han ikke selv havde kokainen mellem hænderne, så var det ham, der orkestrerede handlen og instruerede den 23-årige i at afhente det,” siger specialanklager Rasmus Von Stamm hos NSK.

Den 23-årige blev desuden dømt for forsøg på at indføre fire kilo hash fra Spanien via pakkepost til Danmark.

En ligeledes 23-årig mand, som ved flere lejligheder afhentede kokainen sammen med den 23-årige blev idømt 5 års fængsel for besiddelse af 1,5 kilo kokain med henblik på videreoverdragelse.

En 26-årig mand, som leverede en del af kokainen, blev idømt 7 års fængsel for at overdrage ca. 5 kilo kokain.

En anden leverandør af en del af kokainen, en 48-årig mand, er allerede blevet idømt 11 års fængsel.