Efterlyst: Mand blev smadret på åben gade af syv mænd


De efterlyste er anholdt og derfor er deres billeder, signalementer og navne fjernet.


Nordjyllands Politi efterlyser tre mænd med fuld identitet og billede.

De er sat i forbindelse med et voldeligt overfald på åben gade i det centrale Aalborg.

Overfaldet skete tirsdag aften den 6. februar 2024.

Der er tale om en efterlysning af disse tre mænd:

…FJERNET…

”Vi har været i dialog med de nu efterlyste, så de er bekendte med, at vi mangler dem. Dette har dog ikke fået dem til at henvende sig til os, hvorfor vi går ud med deres fulde identitet i offentligheden,” siger politikommissær Ulf Munch Sørensen.

Efterlysningen af de tre mænd er en konkret udløber af en større efterforskning, der i øjeblikket pågår.

Den 6. februar 2024 blev en 31-årig mand udsat for et overfald i det centrale Aalborg af en gruppe personer bevæbnet med slagvåben.

Syv personer med tilknytning til Nordjylland er tidligere blev anholdt i sagen, og 4 af disse mænd blev onsdag den 7. februar 2024 varetægtsfængslet.

Den 31-årige kom alvorligt til skade, men pådrog sig dog ikke livstruende skader.

Sagen efterforskes af Nordjyllands Politi som alvorlig vold efter straffelovens § 245, stk. 1 – og politiet kan ikke komme ind på de nærmere omstændigheder, herunder motiv eller andet.

”Af hensynet til vores efterforskning kan vi ikke udtale os detaljeret om sagen. Men vi kan godt forstå, at sådan en alvorlig episode kan skabe utryghed for borgerne i byen. Det er helt uacceptabelt adfærd i det offentlige rum og alle steder for den sags skyld. Også derfor efterforsker vi intenst og omfattende, så de ansvarlige kan blive stillet til regnskab,” siger politikommissæren, der benytter lejligheden til at slå fast:

”Det er vores klare vurdering, at der er tale om et internt opgør i et kriminelt miljø, og at der er tale om et lokalt mellemværende mellem specifikke personer,” understreger politikommissær Ulf Munch Sørensen.