Politiet advarer: Kraftig snefygning flere steder i landet


Arkivfoto


Onsdag morgen fyger det kraftigt flere steder i landet.

I Østjylland fraråder politiet ligefrem al unødig udkørsel.

Advarslen gælder foreløbigt frem til kl. 10.00.

I Sydøstjyllands politikreds nøjes man med at opfordre alle til at køre forsigtigt i morgentrafikken og være ekstra opmærksomme.

Og som man altid bør, køre efter forholdene.

Hvad betyder unødig udkørsel?

Når politiet fraråder al unødig udkørsel, så er det en henstilling til, at man som bilist spørger sig selv, om er strengt nødvendigt at tage ud at køre. Det kan være, man skal snakke med sin arbejdsgiver om, hvorvidt man kan arbejde hjemme, og man kan overveje, om man skal udskyde indkøbsturen og besøget hos familien.

Østjyllands Politi opfordrer særligt vognmænd og lastbilchauffører til at være opmærksomme på situationen på vejene og overveje en ekstra gang, om det er nødvendigt at køre ud, da der bl.a. under den seneste snestorm var en del lastbiler, der havde store problemer på vejene.

Østjyllands Politi dækker over Randers, Aarhus, Odder, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs, og Samsø Kommune.