Voldtog 16-årig pige: Straffen skærpet for overgrebets særlig grove karakter


Arkivfoto


En 31-årig mand fra Augustenborg-området blev onsdag dømt skyldig i voldtægt af særlig grov karakter.

Det blev han ved Retten i Sønderborg.

Voldtægten skete nytårsaften sidste år.

Her voldtog den nu dømte mand en 16-årig pige i Augustenborg Slotspark.

Voldtægten skete på et tidspunkt mellem klokken 20.30 den 31. december 2022 og klokken 00.35 den 1. januar 2023.

Manden anvendte både vold og trusler om vold i forbindelse med voldtægten, som også i sig selv var af særlig grov karakter.

Den 31-årige mand blev anholdt mandag den 2. januar 2023, og han blev fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, hvor han blev varetægtsfængslet, og det har han været siden.

Retten dømte ham i dag til fængsel i 5 år og 6 måneder.

Manden ankede strafudmålingen, men ikke skyldsspørgsmålet.

Specialanklager Anemarie Haahr fra Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi er tilfreds med dommen:

”Det er en særdeles grov sag, og det viser strafudmålingen også”, siger hun.

Efter domsafsigelsen besluttede retten, at manden skulle forblive varetægtsfængslet.