Foto: Politiet
Nordjyllands Politi efterlyser disse to mænd.
De mistænkes for at stå bag aktuelle indbrud i Mou.
Samtidig mistænkes de også for at stå bag en stribe indbrud i Gistrup og Støvring tilbage i august 2023.
Efterforskerne i Nordjyllands Politis berigelsessektion er for tiden i hælene på to formodede gerningsmænd til indbrud, der de seneste dage er begået i Mou.
Og politiet mener, at der kan være tale om de selvsamme personer, som stod bag en hel stribe indbrud i især Gistrup, Støvring og Storvorde tilbage i august 2023:
”Vi ser samme modus, samme kostervalg, og vi kan også på videovervågning se identiske beklædningsgenstande og tasker. Derfor har vi grund til at tro, at det er de samme indbrudstyve, der igen er aktive, og som vi selvsagt rigtig gerne vil have fat i,” forklarer politikommissær Kenneth Rodam, Nordjyllands Politi.
Han vurderer, at der sandsynligt er tale om omrejsende kriminelle. Tyvene går især efter smykker, ure og kontanter, og indbruddene er primært lavet i de mørke timer i weekenderne.
Mændene beskrives som følger:
Mistænkt A
Lys i huden, bærer en mørk hue, mørk jakke med hætte og skrå lynlås på brystet, handsker
Mistænkt B
Lys i huden, bærer kasket, mørk jakke/skaljakke med hætte, halsedisse, rygsæk, handsker.
(Det er vigtigt at bemærke, at gerningsmændene er iført mørkt tøj, selvom det på billederne ser lyst ud grundet kameraets night vision, ligesom de bærer en anden og varmere beklædning nu)
Genkender du de efterlyste mænd eller har informationer til politiet, så ring på tlf. 114.