Arkivfoto.
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fået en 41-årig mand idømt 14 års fængsel for narkohandel.
Manden er dømt for at håndtere 141 kilo amfetamin.
Dommen faldt fredag ved Retten i Horsens.
Her tilstod den 41-årige over for en dommer, at han i en periode fra juli 2020 til oktober 2020 var i besiddelse af de store mængder amfetamin.
De euforiserende stoffer blev i tre tilfælde overdraget til medgerningsmænd omkring Horsens og Vejle under koordinering af den 41-årige.
Narkotikahandlerne blev planlagt ved brug af krypteret kommunikation, som den dømte benyttede i forsøget på at skjule sin identitet gennem en anonymiseret profil på SKY ECC.
Den 41-årige blev sigtet og varetægtsfængslet efter en anholdelsesaktion i august 2023, hvor en 37-årig medgerningsmand også blev anholdt.
Denne mand blev idømt 14 års fængsel i sagen i september.
Som en del af dommen har Retten i Horsens konfiskeret 500.000 kroner i udbytte fra narkotikahandlen.
Pengene tilfalder statskassen.
Specialanklager ved NSK, Rasmus Gyldenløve Jensen, siger:
”Sagen er endnu et eksempel på optrevlingen af et netværk, der handler med store mængder narkotika. I sagen her har den 41-årige spillet en nøglerolle i amfetaminens vej ud på det danske marked, og det er takket være en målrettet efterforskning, at manden nu er idømt en lang fængselsstraf og har fået konfiskeret et stort pengebeløb.”