Seks politibetjente anholdt: Sigtet for narko og groft tyveri


Arkivfoto


Den Uafhængige Politiklagemyndighed har tirsdag anholdt og sigtet seks polititjenestemænd.

Det er sket under en koordineret aktion på forskellige adresser i København og omegn.

I forbindelse med anholdelserne har Politiklagemyndigheden foretaget ransagninger på flere adresser og tjenestesteder.

Politiklagemyndigheden har sigtet de seks polititjenestemænd for tyveri af særlig grov beskaffenhed i forbindelse med tjenesten.

Desuden er de sigtet for stillingsmisbrug og besiddelse samt videreoverdragelse af euforiserende stoffer.

Polititjenestemændene er mellem 26 år og 34 år og ansat hos Københavns Politi.

”Anholdelserne er sket i forlængelse af en grundig efterforskning, hvor der er fremkommet indikationer på, at de anholdte polititjenestemænd har ageret sammen i en lukket gruppe. Der er tale om en alvorlig sag, og jeg er glad for, at den koordinerede aktion er forløbet planmæssigt”, siger efterforskningschef i Politiklagemyndigheden, Niels Raasted.

De seks polititjenestemænd er efter sigtelse og ransagning blevet løsladt.

Politiklagemyndigheden fortsætter nu efterforskningen af sagen.

Når sagen er færdigefterforsket, bliver sagen sendt til Statsadvokaten i København, som afgør, om der skal rejses tiltale i sagen.

Af hensyn til den fortsatte efterforskning har Politiklagemyndigheden på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger vedrørende sagen.