Lærervikar mistænkt for voldtægt: Nye sager anmeldt til politiet


    Arkivfoto

    Omkring 100 børn på Søholmskolen i Birkerød har været til samtale med Rudersdal Kommune i forbindelse med en sag om en tidligere lærervikar på skolen, som er sigtet for voldtægt af en elev.

    Efter samtalerne har kommunen anmeldt flere sager til politiet.

    Det oplyser kommunaldirektør i Rudersdal Kommune Birgitte Lundgren til TV 2.

    Den tidligere lærervikar er en 27-årig mand. Han sidder varetægtsfængslet i en sag om voldtægt af en mindreårig pige.

    Kommunaldirektøren vil ifølge TV 2 ikke oplyse, hvilken karakter de anmeldte sager har, eller hvor mange sager der er tale om.

    Men det er alvorlige sager, oplyser hun.

    – Hvis vi hører, at et barn er blevet udsat for noget, som det ikke burde, og vi har mistanke om et strafbart forhold, så videregiver vi det direkte til politiet.

    – Vurderingen heraf og den nærmere efterforskning er ene og alene politiets opgave, siger Birgitte Lundgren til TV 2.

    Den tidligere ansatte på skolen blev varetægtsfængslet 14. september. Fængslingen blev forlænget to uger senere. I den forbindelse oplyste hans advokat, Trygve Nielsen, at den 27-årige nægter sig skyldig.

    Voldtægten mod den mindreårige pige skulle ifølge TV 2’s oplysninger være foregået på skolens område i Birkerød inden sommeren 2022.

    Manden er desuden sigtet for vidnetrusler ved at have truet pigen til ikke at fortælle nogen om overgrebet.

    Der er nedlagt navneforbud i sagen.

    Søholmskolen holdt i slutningen af september orienteringsmøder i sagen, hvor forældre til elever på skolen deltog.

    Her fortalte flere forældre ifølge TV 2, at de og deres børn i årevis har gjort skolen opmærksom på, at den 27-årige havde haft en grænseoverskridende adfærd.

    Der er iværksat en ekstern advokatundersøgelse, der skal afklare, om der er sket ledelsessvigt i forbindelse med lærervikarens formodede overgreb.

    /ritzau/