Arkivfoto.
Visse typer af økonomisk kriminalitet skal i fremtiden kunne koste dobbeltstraf, hvis der står kriminelle bander bag.
Det siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i et interview med Børsen.
– Vi vil i realiteten sidestille bandernes økonomiske kriminalitet med deres voldskriminalitet. Og vi vil i endnu højere grad end i dag sætte en stopper for den aktivitet, lyder det fra ministeren.
Han fortæller, at forslaget er en del af regeringens udspil til fjerde bandepakke, som snart bliver præsenteret.
Rent praktisk lægger justitsministeren op til, at eksempelvis hvidvask og bedrageri i fremtiden skal omfattes af straffelovens paragraf 81a.
Det er den, som i dag betyder, at et skyderi kan straffes dobbelt, hvis det sker som led i bandeaktiviteter.
Regeringen lægger også op til at udvide det såkaldte “Al Capone-samarbejde”.
Det er et samarbejde mellem myndighederne, som skal være med til at nedbringe bandemedlemmer, som uberettiget får sociale ydelser.
Et udvidet “Al Capone-samarbejde” var også en del af den tidligere socialdemokratiske regerings forslag til den fjerde bandepakke.
Den blev præsenteret sidste sommer, men blev ikke gennemført inden folketingsvalget i efteråret.
Her var bandernes økonomiske kriminalitet også et fokusområde.
/ritzau/