Arkivfoto
Takket være en betjents årvågenhed kunne Østjyllands Politi mandag aften beslaglægge flere kilo hård narko og et større pengebeløb på en adresse i Tilst.
Samtidig blev to personer anholdt, og de bliver tirsdag stillet for en dommer.
Østjyllands Politi oplyser til Ritzau, at betjenten mandag observerede en 38-årig mand overdrage noget til en anden mand, som sad i en bil.
I første omgang valgte politiet at standse bilen. Her blev manden fundet i besiddelse af en mindre mængde heroin, som han blev sigtet for at besidde.
Det var politiets formodning, at manden i bilen havde købt heroinen fra den 38-årige mand, som politiet kendte identiteten på. Derfor valgte man at ransage den 38-åriges hjem i Tilst.
På bopælen fandt politiet flere kilo kokain og heroin samt en halv million kroner i kontanter. Politiet formoder, at pengene stammer fra salg af narko. Derudover fandt politiet flere smykker.
Ud over den 38-årige mand befandt en 37-årig kvinde sig på adressen. Kvinden er bosiddende på stedet, og hun blev ligesom den 38-årige anholdt.
Begge bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med krav om varetægtsfængsling.
Østjyllands Politi oplyser, at anklagemyndigheden vil bede dommeren om at holde retsmødet for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning.
Ved grundlovsforhøret vil de anholdte få mulighed for at forklare sig over for dommeren og tilkendegive, hvorledes de forholder sig til sigtelserne. Retsmødet går efter planen i gang klokken 12.
/ritzau/