Ældre kvinde fundet dræbt i Årslev – familiemedlem er anholdt


    Arkivfoto.

    Fyns Politi oplyser, at en 75-årig kvinde lørdag aften blev fundet dræbt i Årslev.

    Kvinden blev fundet, efter at politiet modtog en anmeldelse og rykkede ud til stedet.

    Her blev en 42-årig mand anholdt. Anholdelsen skete klokken 21.44, skriver politiet i en pressemeddelelse.

    Fyns Politi oplyser, at manden har en familiemæssig relation til kvinden, men uddyber ikke denne nærmere.

    Fyns Politi oplyser, at ingen andre personer formodes at have været involveret.

    Den anholdte er sigtet for drab og bliver i løbet af søndag stillet for en dommer ved Retten i Svendborg.

    Her skal en dommer tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden. Det kræver blandt andet, at dommeren vurderer, at der er en tilstrækkelig begrundet mistanke om, at manden er skyldig.

    Drabet i Årslev er det tredje drab på bare otte dage.

    Lørdag i sidste uge blev en kvinde i Helsingør dræbt med knivstik og ved slag med en håndvægt. Hendes 65-årige mand blev anholdt og varetægtsfængslet.

    I første omgang skete varetægtsfængslingen i et retsmøde, hvor manden ikke selv var til stede, da han var indlagt på hospitalet, men torsdag var han igen i stand til at møde i retten.

    Og ved et nyt retsmøde erkendte han, at have slået kvinden ihjel. Dog nægtede han sig skyldig i sigtelsen vedrørende manddrab, men erkendte at have begået vold med døden til følge.

    Manden blev varetægtsfængslet, men i stedet for at blive indsat i en arrest, bestemte dommeren, at manden skal opholde sig på en psykiatrisk afdeling.

    Fredag i denne uge blev en læge på Retspsykiatrisk Ambulatorium i Brøndby dræbt med flere knivstik i halsen, da en 41-årig mand angreb hende med en kniv.

    Den 41-årige erkendte sig ved retsmøde i Retten i Glostrup skyldig i drab. Manden blev desuden varetægtsfængslet for at have forsøgt at dræbe en anden ansat på ambulatoriet og for at have begået grov vold mod en tredje.

    /ritzau/