Politiforbundet stævner Justitsministeriet for det, som forbundet mener, er en uberettiget afskedigelse af en betjent tidligere i år.
Det skriver Politiforbundet på sin hjemmeside.
Politiassistent Rolf Larsen blev i marts fyret fra Nordsjællands Politi, fordi han ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt, da hans hustru af principielle årsager afviste at give Politiets Efterretningstjeneste (PET) lov til at hente oplysninger om hende.
Forbundet mener, at fyringen var uberettiget og vil have spørgsmålet afprøvet ved en domstol. Politiforbundet mener, at politiassistenten skal have en godtgørelse for uberettiget fyring.
– Vi gør det også af principielle årsager, i håb om at ingen andre af Politiforbundets medlemmer bliver udsat for noget lignende i fremtiden, siger formanden for Politiforbundet, Heino Kegel, i pressemeddelelsen.
En praksisændring fra Rigspolitiet betød, at alle ansatte i politiet fra 1. januar 2019 som minimum skulle kunne godkendes til klassifikationsniveauet “fortroligt”.
Rolf Larsen blev ansat i politiet i 1981 og med ændringen skulle han udfylde et skema til PET for at få den nye klassifikationsgrad. Det gjorde han i oktober 2020, skriver Politiforbundet.
Men hans ægtefælle ville af principielle årsager ikke underskrive en samtykkeerklæring om, at PET også måtte hente og videregive oplysninger om hende fra blandt andet tidligere arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner.
Da hun ikke ville underskrive, besluttede PET i august 2021, at Rolf Larsen ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt til det fornødne niveau.
Senere blev politiassistenten hjemsendt med løn, og det var ifølge Politiforbundet med begrundelsen om, at han “ikke har kunnet sikkerhedsgodkendes til at udføre opgaver i Nordsjællands Politi”.
Politiassistenten klagede til Justitsministeriet over afgørelsen fra PET, men det førte ikke til en ændring. I marts 2022 blev Rolf Larsen indstillet til afsked af Rigspolitiet. Han blev fyret den 31. marts 2023 med tre måneders varsel.
/ritzau/