Regn og blæst på vej: Risiko for skybrud i Jylland og på Fyn


    Arkivfoto


    Et større regnvejr er onsdag formiddag på vej ind over landet, og det kan medføre lokale skybrud, hagl og torden i Jylland og på Fyn.

    Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt en risikomelding, der gælder fra onsdag eftermiddag klokken 13.00 til torsdag morgen klokken 06.00.

    Skybrud forekommer, når der falder mere end 15 millimeter vand på 30 minutter.

    Når regnvejret er passeret, kan det også blive særdeles blæsende.

    Det skyldes, at et hidsigt lavtryk onsdag eftermiddag og aften bevæger sig op gennem Jylland.

    Nogle steder kan der komme vindstød af stormstyrke, lyder det fra meteorolog ved DMI Jesper Eriksen.

    – Vinden tiltager fra forskellige retninger, og det er især i den sydlige del af Danmark, der er risiko for vindstød af stormstyrke, siger han.

    Det er ifølge meteorologen et usædvanligt vejr, der rammer Danmark.

    – Normalt er det blæsevejrsæson i vinterhalvåret og skybrudsæson i sommerhalvåret.

    – Men nu har vi både risiko for skybrud og blæsevejr samtidig, det er usædvanligt, siger Jesper Eriksen.

    Lavtrykket, der af tyske meteorologer er blevet døbt “Poly”, rammer en større del af Nordeuropa.

    I Tyskland er forventningen, at det en overgang kan give vindstød af orkanstyrke.

    – Vores vurdering er dog, at det taber noget af energien på vejen op gennem Danmark. Derfor har vi i gåseøjne kun varslet risiko for vindstød af stormstyrke, siger Jesper Eriksen.

    Det er ifølge meteorologen en god idé at holde øje med vejrudsigten, da det ikke kan udelukkes, at der kan komme restriktioner for kørsel på broerne i løbet af eftermiddagen.

    Udsigten til blæsevejret har fået Ærøfærgerne til at aflyse flere afgange onsdag eftermiddag.

    Kigger man lidt længere frem mod weekenden, er der dog udsigt til mere tørt og stabilt sommervejr.

    Det skyldes et højtryk, der bevæger sig op over landet fra syd og stabiliserer vejret.

    Lørdag og søndag er der således udsigt til tørt vejr med nogen eller en del sol og dagtemperaturer mellem 20 og 26 grader.

    De seneste dages ustadige vejr har medført, at tørkeindekset er hastigt på vej nedad.

    Onsdag opgøres det af DMI til 6,7 på en skala, der går til 10.

    /ritzau/