14-årig dreng omkommet i drukneulykke ved Dueodde på Bornholm


    Arkivfoto


    En 14-årig dreng er mandag død, efter at han kom i havsnød ud for Dueodde på Bornholm.

    Det skriver Bornholms Politi på det sociale medie Twitter.

    Drengens pårørende er underrettet.

    Forsvaret og Bornholms Politi satte mandag eftermiddag gang i en redningsaktion, efter at politiet fik en anmeldelse om en mulig drukneulykke kort før klokken 15.

    Drengen blev fundet af en redningshelikopter og blev fløjet til Bornholms Hospital, men hans liv stod ikke til at redde, oplyser politiet på Twitter.

    Ifølge politiet var Bornholms Regionskommune også involveret i eftersøgningen.

    Forsvarskommandoens pressevagt oplyser til Bornholms Tidende, at det lykkedes at bjærge den nødstedte dreng klokken 15.59.

    Dueodde ligger på Bornholms sydlige spids. Stranden er kendt for sit hvide sand.

    /ritzau/