40-årig blev forsøgt dræbt tre gange – anklager kræver 15 års fængsel


    Arkivfoto

    En 39-årig kvinde og hendes 40-årige mand står til fængsel i 15 år for drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen.

    Kravet kommer fra specialanklager Jesper Rubow, efter ægteparret og en 24-årig kvinde onsdag ved Retten i Randers blev fundet skyldige i drabet.

    Udgangspunktet på 12 års fængsel for drab skal ifølge anklageren fraviges, da ægteparret også er fundet skyldige i tre forudgående drabsforsøg.

    Her blev Frank Dan Nørgaard Jørgensen i ugerne forud lokket til en adresse på Djursland, hvor han efter planen skulle slås ihjel.

    Planen var blandt andet, at manden skulle klemmes under en bil på et værksted. Men det mislykkedes i de tre tilfælde, da Frank Nørgaard slap væk.

    Det er ifølge anklageren skærpende, at drabet blev begået af flere personer i forening og efter forudgående planlægning.

    En 24-årig kvinde er fundet skyldig i medvirken til drabet, ligesom hun efter rettens vurdering også medvirkede ved ét drabsforsøg.

    Hun står efter anklagerens opfattelse til 14 års fængsel.

    Den sidste af de fire tiltalte – en 24-årig mand – har efter rettens vurdering ikke medvirket til drab eller deltaget i planlægningen af det.

    Han står ifølge Jesper Rubow til ikke under otte måneders fængsel for usømmelig behandling af liget og bortskaffelse af beviser.

    Retten har lagt til grund for skyldkendelsen, at den 39-årige kvinde var gravid med et barn, som Frank Dan Nørgaard Jørgensen var far til.

    Den 40-årige ægtemand ville gerne påtage sig faderskabet til barnet, forudsat at Frank ikke fik en rolle i barnets liv, fremgår det af rettens begrundelse.

    Tårerne trillede ned ad kinderne hos den 40-årige, da skyldkendelsen blev oplæst.

    Forsvarsadvokaten for ægtemanden argumenterede efterfølgende for, at retten skulle se med særligt milde øjne, når der skal udmåles en straf.

    – Han har ladet sig styre af sin ægtefælle, lød det fra advokat Kurt Jensen, der talte for en straf på maksimalt otte til ti års fængsel.

    Der var ingen reaktion at spore hos den 39-årige kvinde, hvis forsvarsadvokat talte for en straf på maksimalt 12 års fængsel.

    Tidligere er en 26-årig mand – Jesper Jensen – idømt 12 års fængsel, efter at han tilstod medvirken til drabet.

    Efter rettens opfattelse medvirkede Jesper Jensen og hans kæreste – den 24-årige kvinde – for at slette en gæld, de havde til ægteparret.

    Barnet kom til verden, mens kvinden sad varetægtsfængslet i sagen. Anklageren har tidligere oplyst, at barnet er anbragt i en familie.

    Der afsiges efter planen endelig dom i sagen fredag eftermiddag.

    /ritzau/