Bornholms Politi ønsker ikke Rasmus Paludan på Folkemødet


    Arkivfoto


    Bornholms Politi ønsker ikke, at Stram Kurs-stifteren Rasmus Paludan deltager ved Folkemødet i næste uge.

    Det fremgår af et udkast til en afgørelse, som Rasmus Paludan lørdag har delt på Facebook.

    – Bornholms Politi vurderer, at din tilstedeværelse på Folkemødet på Bornholm 2023 vil medføre en konkret og nærliggende fare for din sikkerhed såvel som andre tilstedeværende personers sikkerhed.

    – Det er Bornholms Politis vurdering, at politikredsen ikke kan iværksætte de fornødne sikkerhedsforanstaltninger, der med tilstrækkelig sikkerhed kan afværge den fare, der er forbundet med din deltagelse i Folkemødet, lyder det blandt andet i udkastet.

    Rasmus Paludan har fået frem til mandag med at komme med bemærkninger til udkastet. Folkemødet begynder torsdag.

    Et påbud vil betyde, at han ikke må opholde sig “i og omkring arrangementsområdet i og omkring Allinge” og kan blive fjernet af politiet, hvis han bryder påbuddet.

    Han skriver dog i sit Facebook-opslag, at han vil deltage i Folkemødet alligevel og kalder afgørelsen for “ulovlig”.

    Bornholms Politi begrunder blandt andet i udkastet det mulige påbud med, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) har orienteret om, PET’s personbeskyttelse af Rasmus Paludan “ikke vil være muligt at opretholde”, hvis han deltager i Folkemødet mod PET’s anbefaling.

    I en skriftlig kommentar til Ritzau lyder det fra Bornholms Politi, at “politiet vurderer ud fra det aktuelle trusselsbillede, hvilke foranstaltninger, det er nødvendigt at iværksætte af hensyn til sikkerheden på Folkemødet”.

    – Vi er i den forbindelse meget bevidste om behovet for at sikre enkeltpersoners ytringsfrihed.

    – Hensynet til den enkeltes ytringsfrihed skal imidlertid afvejes i forhold til behovet for at sikre, at Folkemødet kan afvikles trygt og sikkert for alle besøgende. Bornholms Politi har for nuværende ikke mulighed for at oplyse yderligere, siger chefpolitiinspektør Dannie Rise.

    /ritzau/