To mænd tiltalt for drab i frisørsalon


    Arkivfoto

    To mænd på 18 og 30 år er blevet tiltalt for drab og drabsforsøg mod tre personer.

    Det oplyser Vestegnens anklagere på Twitter.

    Sagen drejer sig om en skudepisode i en frisørsalon i Rødovre Kommune, der fandt sted 3. december 2021.

    Her dukkede flere bevæbnede gerningsmænd ifølge vidner op i salonen på Islev Torv og affyrede en række skud. En 17-årig bulgarsk dreng blev dræbt.

    Derudover blev også en 28-årig mand alvorligt såret, mens en 15-årig dreng blev ramt af skud i hånden.

    – De to mænd er tiltalt for – sammen med tre andre personer – at have planlagt og udført skyderiet, skriver Vestegnens anklagere.

    – De tre øvrige personers sag behandles særskilt.

    Det er endnu ikke klarlagt, hvornår sagen skal køre i byretten.

    – Det er på baggrund af ganske omfattende efterforskning i samarbejde med flere andre landes myndigheder, at vi nu kan rejse tiltale i sagen, siger specialanklager Rasmus Kim Petersen i tweetet.

    Han oplyser desuden til Ritzau, at den 30-årige sidder varetægtsfængslet, mens den 18-årige og de tre andre personer ikke er varetægtsfængslede.

    Den 30-årige nægter sig skyldig. Det er uvist, hvordan den 18-årige forholder sig til tiltalen.

    Den 2. december 2021 – dagen inden skudepisoden i frisørsalonen – blev en 27-årig mand dræbt af skud nær Nørrebrogade.

    Politiet har tidligere oplyst, at skudepisoderne 2. og 3. december kan skyldes en konflikt mellem en bandegruppering og andre organiserede kriminelle.

    /ritzau/