En mand er fredag blevet stukket ned ved indkøbscenteret Vollsmose Torv i Odense.
Det skriver Fyens Stiftstidende, der har talt med vagtchef ved Fyns Politi Milan Seyfabad.
– Vi får en anmeldelse klokken 12.19 om noget slagsmål mellem nogle personer inde i centeret.
– Vi er på stedet to minutter efter, og der er en forurettet på stedet, som er stukket. Han er kørt på OUH, siger vagtchefen.
På grund af episoden, hvor manden blev stukket, er politiet til stede ved centeret.
Ifølge Fyens Stiftstidendes krimiredaktør Bjarke Vestesen er knivstikkeriet sket i en frisørsalon og manden, der er blevet stukket, var ved at blive klippet.
Samme redaktør erfarer, at den forurettede har været på operationsbordet, og at han er i bedring.
Et større område i Vollsmose skulle desuden være afspærret bag Vollsmose Torv.
/ritzau/