Mand såret af skud ved Bella Center på Amager


En mand er mandag aften blevet ramt af skud i København.

Sammen med en anden kom han kørende ved Bella Center på Amager, da deres bil blev beskudt.

– De fortsætter til Sundbyvester Plads, hvor de henvender sig i en forretning, har vagtchef Kristian Aaskov fra Københavns Politi fortalt tidligere mandag.

Mændene henvendte sig til personalet i en Nettoforretning, hvorfra personalet klokken 21.15 slog alarm.

– Jeg kan sige, at manden er uden for livsfare, siger Youssef Lharraki, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Efter skudepisoden blev manden bragt til Rigshospitalets Traumecenter.

Youssef Lharraki vil klokken 23.30 mandag ikke kommentere, om opgøret er banderelateret, eller om politiet har en idé om, hvem gerningsmanden kan være.

/ritzau/