Region Hovedstaden stopper samarbejde med seks ansatte efter snageri i 13-årigs journal


    Arkivfoto.


    Region Hovedstaden har stoppet samarbejdet med seks medarbejdere efter undersøgelse af opslag i en 13-årig piges journal.

    Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

    I alt 11 medarbejdere i Region Hovedstaden har været hjemsendt, mens opslagene blev undersøgt.

    Af dem vendte to hurtigt tilbage til arbejdet, da det blev klarlagt, at der var en faglig begrundelse for deres opslag.

    Over for to medarbejdere er der foretaget andre ansættelsesretlige skridt. To medarbejderes opslag undersøges stadig, fremgår det af pressemeddelelsen.

    Regionen oplyser, at en af de to medarbejdere, der stadig undersøges, ikke har været blandt de 11 hjemsendte.

    Medarbejderne blev hjemsendt 19. april.

    Lørdagen inden var den 13-årige pige forsvundet fra sin avisrute og ifølge politiet blevet frihedsberøvet og udsat for overgreb.

    Hun blev efter et døgn fundet i live og kørt til undersøgelse på Rigshospitalet. Det var i ambulancejournalen, der var lavet en del opslag, som vakte mistanke.

    Seks ansatte i Region Sjælland var blevet hjemsendt under mistanke for at have foretaget uberettigede opslag.

    Af dem er to ansatte blevet bortvist.

    I de fire øvrige sager har der været tale om fagligt begrundede opslag. Der blev dog givet to påtaler og én advarsel, fordi andre retningslinjer ikke blev fulgt, har regionen oplyst.

    Ritzau har forsøgt at få et interview med regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), men han har ikke ønsket at stille op. I pressemeddelelsen siger han:

    – Jeg er rigtig ked af, at den 13-årige og hendes familie fik den her oplevelse oven i den forfærdelige forbrydelse, de var udsat for.

    – Til gengæld er jeg glad for, at ledelserne i begge regioner handlede resolut og var åbne om mistanken. Det er vigtigt, at vi kan have tillid til, at vores betroede oplysninger omgås med omhu.

    I meddelelsen understreger han også, at regionen tager situationen meget alvorlig, og at “det er vigtigt, personalesagerne undersøges grundigt, før der tages stilling til en ansættelsesretlig reaktion”.

    Af pressemeddelelsen fremgår det, at “Region Hovedstaden har stoppet samarbejdet med seks medarbejdere”.

    Ritzau har spurgt Region Hovedstaden, om det er ensbetydende med, at de seks medarbejdere er blevet fyret. Hertil svarer regionen, at det betyder, at de seks medarbejdere ikke længere er ansat. Regionen ønsker ikke at uddybe yderligere.

    Det er konkret vurderet, at de seks ansattes omgang med sundhedsdata ikke har givet anledning til politianmeldelse, skriver Region Hovedstaden i meddelelsen.

    /ritzau/