Foto: Københavns Vestegns Politi
Københavns Vestegns Politi indsætter en mobil politistation i Elverparken i Herlev.
Det sker for at borgerne også kan henvende sig der, hvis de har tip i sagen om drabet på en 32-årig kvinde fredag den 4. november.
– Der er tale om en meget modbydelig sag, som Københavns Vestegns Politi har sat store ressourcer ind på at opklare. Vi har allerede fået rigtig mange tip fra borgerne i denne sag, men vi vil gerne sikre at vi får fat i alle. Vores mobile politistation vil blive parkeret ved Elverparken, så alle kan komme til os, hvis de har viden om sagen og føler at det er nemmere at tale med en politimand direkte. Vi håber også at vores tilstedeværelse i parken, vil være tryghedsskabende for borgerne i området, siger politidirektør Kim Christiansen.
Politipatruljer ved parken om natten
Den mobile politistation vil være på plads her i eftermiddag og vil være bemandet mellem kl. 09 og 20 de kommende dage.
Resten af døgnet vil der være gående eller kørende politifolk i eller omkring parken, så den tryghedsskabende patruljering, der blev indledt efter drabet, forsætter indtil videre.