Arkivfoto.
En dom, der lyder på fængsel på livstid, og ellers en forvaringsdom.
Det er det, anklagemyndigheden går efter at få idømt en i dag 29-årig mand i en sag om drab på gravide Louise Borglit i november 2016.
Det siger specialanklager Bo Bjerregaard tirsdag formiddag i Retten i Glostrup, i forbindelse med at anklageskriftet læses op.
– Hvorfor anklagemyndigheden først og fremmest påstår livstid frem for forvaring, vil jeg komme ind på under min procedure, siger han.
En forvaringsdom er en tidsubegrænset sanktion, som kan idømmes særligt farlige personer. Også livstid er tidsubegrænset.
I denne sag har Retslægerådet anbefalet, at den tiltalte – såfremt han kendes skyldig i drab – idømmes forvaring, fordi han “frembyder en nærliggende fare for andre”.
Louise Borglit blev dræbt med 11 knivstik, da hun luftede sin søsters hund i Elverparken i Herlev om aftenen fredag 4. november 2016.
I mange år virkede det i offentligheden til, at sagen lå stille hos politiet.
Men det er kommet frem, at politiet har gjort brug af en infiltrator, der har været indsat i Enner Mark Fængsel sammen med den 29-årige mand, mens han afsonede en dom for drabsforsøg.
Over for denne infiltrator – en PET-mand med dæknavnet “Frank” – tilstod den 29-årige angiveligt drabet.
Blandt andet skulle han ifølge anklagemyndigheden have fortalt, hvordan han skaffede sig af med gerningsvåbnet – en kniv – som aldrig er blevet fundet.
Frank var indsat i samme fængselsafdeling som den 29-årige fra 29. oktober 2020 til 23. november 2020. Derefter besøgte infiltratoren tiltalte fem gange i fængslet i løbet af 2021 og 2022.
Netop brugen af en infiltrator og de skjulte optagelser, der er foretaget i den forbindelse, er et centralt emne i sagen. Specialanklager Bo Bjerregaard ønsker at afspille 73 klip under retssagen, fortæller han.
Tirsdag er retsmødet indledt med en debat om, hvorvidt de skjulte optagelser er lovligt tilvejebragt. Det mener forsvarer Christina Schønsted ikke, de er.
Ifølge hende havde de mange samtaler karakter af afhøringer, og derfor burde den 29-årige ifølge hende have haft en sigtets rettigheder. Det vil sige, at han skulle vide, at han talte med politiet og ikke havde pligt til at udtale sig om sagen.
Og uden optagelserne er der ingen sag i forsvarerens øjne.
– For mig at se er det sagens eneste bevis, siger hun, men understreger samtidig, at hun ikke mener, at den 29-årige tilstod drab under samtalerne.
Specialanklageren afviser, at samtalerne mellem infiltratoren og den nu tiltalte har karakter af en afhøring.
– Her er der helt åbenbart tale om en gensidig, uformel og ustruktureret dialog.
– Han er hverken blevet tvunget eller er blevet udsat for noget pres, og der har heller ikke været tale om, at infiltratoren på nogen måde har styret samtalen, siger Bo Bjerregaard.
Den 29-årige er heller ikke blevet lokket eller forledt til at komme med udtalelser om sagen, mener anklageren, der siger, at den nu tiltalte “gentagne gange” og på eget initiativ talte om drabssagen med infiltratoren.
Anklageren har af dommerne fået afvist sit ønske om tirsdag at afspille optagelser, herunder en optagelse af den første gang hvor tiltalte og infiltrator ifølge anklagemyndigheden talte om drabet.
Den 29-årige nægter sig skyldig i drabstiltalen.
Sagen er tirsdag indledt ved Retten i Glostrup. Der er afsat 11 dage til sagen, som ventes afsluttet 23. juni i år.
/ritzau/