Russisk spionage i Danmark er reduceret efter udvisninger


    Arkivfoto


    Det har tilsyneladende været kostbart for Ruslands muligheder for at spionere i Danmark, at 15 russiske efterretningsofficerer blev udvist af Danmark sidste år.

    Det vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET) ifølge avisen Information.

    – Udvisningen af de 15 russiske efterretningsofficerer i Danmark for et år siden har efter PET’s vurdering betydet, at Ruslands kapacitet til at spionere på dansk grund gennem fysisk tilstedeværelse er blevet væsentligt reduceret.

    Det er cirka et år siden, at regeringen besluttede at udvise de formodede efterretningsofficerer for spionage på dansk jord.

    Siden har både regeringen og PET holdt oplysninger om udvisningerne tæt til kroppen.

    Nu viser det sig dog, at en del af de udviste kom fra russiske efterretningstjenester.

    – Der var både efterretningsofficerer fra GRU og SVR blandt de 15 efterretningsofficerer, som blev udvist i april 2022, bekræfter PET over for Information.

    De 15 russere arbejdede under diplomatisk dække på den russiske ambassade i København.

    Udvisningerne fandt sted, efter at Rusland invaderede naboerne fra Ukraine i slutningen af februar sidste år.

    Information har ikke kunnet afklare, om myndighederne mener at have udvist alle de russiske diplomater, der formodes at være efterretningsofficerer.

    Men ifølge avisens oplysninger anser PET de 15 udvisninger for at udgøre størstedelen af den såkaldte rezidentura i Danmark.

    Det er et begreb, som de sovjetiske efterretningstjenester KGB og GRU tidligere har brugt om deres baser i udlandet, og som fortsat anvendes i efterretningskredse.

    Ifølge PET har Rusland blandt andet interesse for Arktis og Grønland og for “forskning i grønne teknologier og vedvarende energi, der udgør et alternativ til og dermed en trussel mod Ruslands eksport af fossile brændsler”.

    I et skriftligt svar til Information afviser den russiske ambassade, at de 15 udviste var spioner.

    /ritzau/