Arkivfoto
To personer er fredag blevet varetægtsfængslet i drabssagen fra Dragør Fort, hvor en 54-årig mand blev dræbt 22. januar.
Det skriver Københavns Politi på Twitter.
De fængslede er to mænd på henholdsvis 50 og 56 år.
Også en 48-årig kvinde er sigtet i sagen. Hun blev anholdt sammen med de to mænd torsdag, men blev efter afhøring løsladt.
Den dræbte var den 54-årige erhvervsmand René Carstensen, som var driftschef på Dragør Fort.
Han blev foran indgangen til restauranten på Dragør Fort dræbt af flere knivstik i brystet.
Ifølge Ekstra Bladet følte René Carstensen sig op til drabet hængt ud på løbesedler i Dragør, hvor han blandt andet blev kaldt for “klamme mand”.
Han udlovede derfor en dusør på 10.000 kroner i sin omgangskreds for informationer om gerningsmændene.
Han blev ifølge Ekstra Bladets kilder kontaktet af politiet i dagene op til drabet med advarsler om, at han var i fare. Det er ikke bekræftet af politiet.
Ifølge avisen er den ene fængslede mand, den 50-årige, en af de øverste ledere i rockergrupperingen Bandidos.
Han har ifølge mediet været del af rockergruppen i over 20 år og har status af “National Sergeant”.
Den 50-årige, som Ekstra Bladet mener at kende identiteten på, har tidligere været involveret i en drabssag.
Han blev for over 20 år siden frifundet i sagen om den voldsomme likvidering af en frafalden rocker, Claus Bork Hansen, der i 2001 blev mejet ned af 19 pistolskud og fem-seks haglskud på åben gade i Vanløse.
Den 50-årige var også efterlyst i en sag om afpresning af butikker og restauranter i Thailand i 2006.
De tre anholdte er sigtet for medvirken til grov vold med døden til følge.
I sagen er tre personer allerede varetægtsfængslet, to mænd på 28 år og en 49-årig mand.
En tredje mand på 31 år er også sigtet i sagen, men er løsladt.
Den 28-årige mand har erkendt, at han dræbte manden, men han mener, at det var nødværge og nægter drab, men erkender grov vold.
De øvrige sigtede nægter sig alle skyldige.
Dagens grundlovsforhør bringer antal fængslede op på fem. Antallet af sigtede er syv.
/ritzau/