57-årig mand død efter trafikulykke


SKIBBY: En 57-årig mand fra Skibby afgik ved døden, søndag aften, efter et frontalt sammenstød på Nakkedamsvej i Skibby søndag eftermiddag.

– Vi får først at vide fra akutlægen, at det ikke er alvorligt, men her klokken 18:45 får vi en melding fra Rigshospitalets Traumecenter, som fortæller, at manden er afgået ved døden, fortæller vagtchef Henrik Alstrup, Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Nordsjællands Politi ved pt. ikke hvorfor de to biler stødte sammen, og der er angiveligt ikke foretaget tekniske undersøgelser af uheldsstedet på baggrund af udmeldingen fra akutlægen om at uheldet ikke var alvorligt.

Modparten i ulykken, en 47-årig kvinde, har endnu ikke kunnet afgive forklaring om ulykken.

Det forventes at ligsynet og en eventuel obduktion kan opklare hvad der konkret kostede den 57-årige mand livet.

De pårørende til den afdøde er underrettet.