Arkivfoto
En 42-årig mand blev lørdag nat udsat for et voldeligt overfald i Frederikssund.
Voldsofferet er mandag eftermiddag afgået ved døden.
Sagen efterforskes derfor nu som en drabssag.
Overfaldet skete cirka klokken 1.55 natten til søndag den 9. april ved Spar 5 Bodega i Havnegade i Frederikssund.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, som har hørt eller set noget i relation til det voldelige overfald.
Herunder personer, som måtte have eventuelle billeder og videooptagelser af episoden.
Politiet hører også gerne fra personer, der bare var til stede i området omkring gerningstidspunktet.
Den afdøde mand er fra lokalområdet, og de pårørende er underrettet.
Der er endnu ingen anholdte i sagen.