Arkivfoto
Ved et biltræf i Køge beslaglagde politiet fredag eftermiddag fire biler.
Det skete, da en større gruppe af bilentusiaster besluttede at sætte hinanden stævne på et område ved Køge Handelsskole.
Dertil blev flere af bilisterne skrevet for en række overtrædelser af færdselslovgivningen.
De spontant opståede biltræf har den seneste tid flere gange skabt problemer i politikredsen, lyder det fra politiet.
Færdselspolitiet valgte defor at køre til stedet for at holde øje med, hvordan tingene udviklede sig.
”Vi har intet problem med, at folk mødes om deres fælles interesse for biler. Men det skal inden for de regler, som færdselsloven sætter. Og der må vi konstatere, at der var plads til forbedring”, siger politikommissær Lars Galasz fra Midt- og Vestsjællands Politi.
De fire biler blev beslaglagt, fordi færdselspolitiet kunne konstatere, at der var manipuleret med motorstyringen og udstødningen.
Derudover blev der skrevet yderligere seks sager, hvor bilernes udstødning var blevet ændret og bl.a. havde fået fjernet lydpotterne.
Ejerne får nu, udover en bøde, også en indkaldelse til ekstraordinært syn.
Der blev også skrevet en sag vedrørende en bil, der fik klippet nummerpladerne, da der ikke var betalt afgifter, og fem biler blev målt til at køre for stærkt i byzone.
Fire af dem står nu til et klip i kørekortet og en til en betinget frakendelse af kørekortet.
På motorvejen nær Køge målte færdselspolitiet desuden yderligere fire biler til at køre for stærkt – heraf to i en grad, så de står til et klip i kørekortet.
En af bilerne blev målt med 151 km/t og en anden skrevet for at overhale højre om og ud i nødsporet.
”Vi ved, at de store forsamlinger af biler skaber utryghed og er til irritation for mange. Derfor kommer vi til at fortsætte indsatsen”, siger Lars Galasz.