Fem anholdt i Sverige: Mistænkt for terrorplaner


    Arkivfoto


    Fem personer, der mistænkes for at forberede terrorangreb, er tirsdag blevet anholdt i Sverige.

    Det oplyser den svenske efterretningstjeneste, Säpo, i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.

    Sagen er én af flere, som politiet i Sverige efterforsker i kølvandet på en koranafbrænding i januar.

    Det fortæller Susanne Trehörning, der er vicechef for Säpos afdeling for terrorbekæmpelse.

    Det var dansk-svenske Rasmus Paludan, der i januar brændte en koran af foran Tyrkiets ambassade i Stockholm.

    – Den aktuelle sag er en af flere, som Sikkerhedspolitiet (Säpo, red.) har arbejdet på efter de protester, der blev rettet mod Sverige i forbindelse med den højtprofilerede afbrænding af koranen i januar, og hvor der er internationale opfordringer til angreb, siger Susanne Trehörning i meddelelsen.

    /ritzau/