En turist er faldet ud over Møns Klint


    Arkivfoto


    En turist er lørdag blevet hentet med en redningshelikopter, efter at hun faldt ud over Møns Klint.

    Hun er bragt til Rigshospitalet i kritisk tilstand, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

    Der er tale om en kvinde på 37 år.

    Det var lidt før klokken 13, at politiet først skrev på Twitter om faldulykken. 40 minutter senere var redningsindsatsen overstået.

    Det fremgår ikke nærmere, hvordan ulykken skete, eller hvor kvinden er fra.

    Møns Klint er et yndet udflugtsmål. Det højeste punkt – Dronningestolen – rager 128 meter op, og dermed er det landets højeste klint. Klinten er en del af det lag af kridt, som store dele af Danmark hviler på.

    Man kan hele året gå rundt i området, men klinten påvirkes af vejr og vind. Store regnmængder kan skylle mudder, ler og kridt i havet, ligesom vejret også kan få kridt til at løsne sig og skabe skred.

    Begge typer af skred sker hvert år ifølge Naturstyrelsen, der derfor opfordrer folk til at bruge deres sunde fornuft ved færdsel i området.

    /ritzau/