Vildt kokain fund: Norsk politi har beslaglagt 800 kilo gemt i frugtkasser


Arkivfoto


Norsk politi har beslaglagt 800 kilo kokain.

Den var skjult i frugtkasser på et frugt- og grøntsagslager i det centrale Oslo.

Det oplyser det norske politi ifølge NTB.

– Det er den største mængde kokain, som er blevet beslaglagt i Norge, siger Grete Metlid, der er talsperson for Oslo-politiet.

Fra de norske toldmyndigheder lyder det, at beslaglæggelsen er mere end dobbelt så stor som det samlede antal beslaglæggelser, som den norske told har gjort i de seneste fem år.

Det var opdagelsen af 1200 kilo kokain i et parti frugt i den tyske by Potsdam nær Berlin, som bragte de norske toldere på sporet.

Efter at have modtaget et tip fra tysk politi om, at en del af partiet, der var fundet i Tyskland, var på vej til Norge, foretog de norske toldmyndigheder en ransagning af frugt- og grøntsagsdistributøren Bamas lager. Her blev der fundet dusinvis af frugtkasser med skjult kokain.

Det beslaglagte kokain i Oslo har ifølge myndighederne en værdi på omkring 800 millioner norske kroner på gaden. Det svarer til godt 525 millioner kroner.

Politiet har en mistanke om, at et større narkotikanetværk med tilknytning til Norge står bag det beslaglagte kokain.

Der er bekymring for, at netværket vil forsøge at finde frem til kokainen, hvilket kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

– Derfor er budskabet til de pågældende aktører, at kokainen nu er beslaglagt af politiet, siger Grete Metlid.

Der er indtil videre ikke foretaget anholdelser i sagen.

/ritzau/NTB