Hizb ut-Tahrir låner kommunens lokaler for sidste gang


    Hizb ut-Tahrir Skandinavien holder søndag sin årlige konference i København, og det er med al sandsynlighed sidste gang, at det bliver i kommunens lokaler.
    Det skal loven om folkeoplysning sørge for. Den har været førstebehandlet i Folketinget og ventes vedtaget til januar.

    Carl Christian Ebbesen, kultur- og fritidsborgmester (DF), glæder sig over, at organisationen ikke længere kan bruge “demokratiets lokaler”.

    – Det er dybt beskæmmende, at der er så mange mennesker, der bor her, som i virkeligheden ikke vil det danske demokrati og de danske frihedsrettigheder.

    – Det synes jeg, man skal tage meget alvorligt. Det her er en metode til at sige, at de skal ikke være i demokratiets lokaler, siger han.

    Hizb ut-Tahrir er et internationalt islamisk og politisk parti, der ønsker at forene alle muslimske nationer i en islamisk stat – et kalifat.

    Carl Christian Ebbesen understreger, at initiativet vil være med til at stække organisationen.

    Loven har været vidt omtalt i medierne og har været meget omstridt.

    Den er indgået med blå blok, Socialdemokratiet og SF for at dæmme op for ekstremistiske, religiøse forkyndere.

    Med loven sikrer aftalepartierne sig, at der ikke bliver udbetalt folkeoplysningsmidler eller lånes lokaler ud til foreninger, der aktivt arbejder for at afskaffe demokratiet.

    Kulturminister Bertel Haarder (V) har tidligere understreget, at regeringen “ikke vil være til grin for egne penge”.

    /ritzau/