Polsk vanvidsbilist får otte års fængsel: Dræbte kvinde ved betalingsanlægget på Storebæltsbroen


Polsk vanvidsbilist får otte års fængsel for trafikdrab

En polsk mand idømmes fængsel i otte år ved Retten i Næstved for uagtsomt trafikdrab under særligt skærpende omstændigheder.

Det skriver retten på sin hjemmeside.

En 62-årig kvinde mistede livet i august 2022, da bilen, hvori hun var passager, blev påkørt bagfra.

Det skete ved betalingsanlægget ved Storebæltsbroen.

Den polske bilist kørte i en bil, der ikke kunne bremse. Han havde en alkoholpromille på 1,95. Det er langt over de 0,5, der er grænsen for, hvornår man må køre bil.

Derudover var han påvirket af kokain og hash, og hans kørekort var administrativt inddraget.

Grunden til, at mandens førerret var inddraget, var, at han cirka et år forinden også havde været involveret i vanvidskørsel.

Det var den 5. september 2021 tidligt om morgenen, hvor den polske bilist forsøgte at køre fra politiet. Da havde han en alkoholpromille på 1,13.

Manden kørte på motorvejen ved Vejle og undervejs op på en hastighed på cirka 220 kilometer. Han kørte også gennem Vejly by med op til 130 kilometer i timen.

/ritzau/