Arkivfoto.
En 67-årig hollandsk mand har mistet livet, efter at han blev kørt over af en gummiged under et virksomhedsbesøg på en gård ved Sønder Felding.
Det skriver Herning Folkeblad.
Manden stod ifølge avisen udenfor, da gummigeden kom kørende rundt om hjørnet og tilsyneladende overså ham.
Gummigeden, der var påmonteret en strømaskine til halm foran, fik væltet manden omkuld og kørte ham efterfølgende over.
Der blev forsøgt førstehjælp, men mandens liv stod ikke til at redde.
Hustruen til den 67-årige mand er blevet underrettet.
Ulykken skete fredag formiddag, og Arbejdstilsynet er blevet underrettet om hændelsen.
Sønder Felding ligger sydvest for Herning by.
/ritzau/