Britiske efterretninger: Russere fik ordre til at angribe med feltspader


    Arkivfoto


    Russiske reservister anvender formentligt feltspader som våben, når de kommer i nærkamp mand til mand, skriver det britiske forsvarsministerium søndag ifølge BBC.

    Sidst i februar har russiske reservister beskrevet en situation, hvor de fik ordre til at angribe en ukrainsk stilling kun bevæbnet med skydevåben og feltspader på grund af mangel på ammunition, skriver det britiske ministerium i den seneste opdatering baseret på efterretningsrapporter.

    I rapporten omtales feltspader, der er kendt som MPL-50. Det er et redskab, som blev designet i 1869, og som ikke er ændret meget siden, hedder det.

    – Nylige efterretninger tyder på, at der i stigende grad udkæmpes nærkampe i Ukraine, hedder det videre med tilføjelsen:

    – Dette er formentligt et resultat af, at den russiske kommando fortsat insisterer på offensive handlinger fra et afmonteret infanteri, der får mindre støtte fra artilleriild på grund af manglende ammunition.

    Der er i Rusland en hel mytologi omkring feltspadens effektivitet som våben i nærkamp, står der i rapporten, som understreger, at “den fortsatte brug af spader understreger den brutalitet og lavteknologi”, som præger meget af krigen i Ukraine.

    En russisk reservist har udtalt, at han hverken “fysisk eller psykologisk” var forberedt på sådanne handlinger.

    BBC har ikke uafhængigt kunne få verificeret oplysningerne, og det britiske forsvarsministerium har ikke oplyst, hvor sådanne nærkampe finder sted.

    Ifølge nye oplysninger har russiske styrker vundet afgørende terrænmæssige fordele i kampene ved den belejrede by Bakhmut, skriver Instituttet for Krigsstudier, ISW.

    Der har været udkæmpet intense kampe ved Bakhmut i måneder. Der er stadig omkring 4000 civile i byen.

    Hvis russerne vinder kontrol over byen, vil det være en sjælden succes på slagmarken for russerne. Men der er delte meninger om byens strategiske betydning.

    Tusindvis af russere er døde under kampene for at indtage Bakhmut, som før krigen havde omkring 75.000 indbyggere.