Nye efterretninger: Covid-19 udsprang formentlig fra laboratorium


    Arkivfoto


    Det var højst sandsynligt et læk fra et kinesisk laboratorium, som i slutningen af 2019 førte til udbruddet af coronapandemien.

    Sådan lyder det i en klassificeret rapport fra det amerikanske energiministerium, som avisen The Wall Street Journal har læst.

    Udmeldingen står i kontrast til tidligere vurderinger fra ministeriet, som hidtil har givet udtryk for, at det er uvist, hvordan virusset opstod.

    Der har siden pandemiens begyndelse været spekuleret i virussets oprindelse. Generelt er den kinesiske storby Wuhan blevet anset for at være stedet, hvor coronapandemien begyndte.

    Men spørgsmålet har været, om virusset kom fra dyr på et marked i byen, eller om det eventuelt stammede fra et laboratorium.

    The New York Times skriver også om sagen. Her fremgår det, at amerikanske efterretninger peger i flere retninger på spørgsmålet om, hvordan coronapandemien begyndte.

    Avisen citerer forskellige myndighedspersoner for at sige, at efterretningen bag energiministeriets vurdering er “relativt svag”. Med andre ord er det langtfra sikkert, at coronavirusset er opstået i og lækket fra et laboratorium i Kina.

    /ritzau/