Arkivfoto
Politiet i Sverige har besluttet at forbyde koranafbrændinger.
Nærmere bestemt vil politiet fremover ikke tillade demonstrationer, hvis det varsles, at der vil blive sat ild til Koranen.
Det fremgår af et internt dokument, der er sendt til medarbejdere i politiet, som det svenske medie Dagens Nyheter har læst.
Forbuddet gælder kun Koranen og ikke andre hellige skrifter.
Politiet begrunder forbuddet med den sikkerhedsrisiko, som er forbundet med koranafbrændinger.
Diktatet blev udarbejdet i politiets interne retsafdeling, efter at en kulturforening søgte om tilladelse til afbrænding af en koran i Stockholm i begyndelsen af februar.
Ansøgningen kom, efter at den dansk-svenske aktivist Rasmus Paludan i januar havde brændt Koranen af foran Tyrkiets ambassade i Stockholm.
Episoden udløste vrede i Tyrkiet og forværrede det i forvejen anspændte forhold mellem Tyrkiet og Sverige.
Efterfølgende har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, afvist at ville godkende Sveriges ansøgning om medlemskab i forsvarsalliancen Nato, så længe det er tilladt at brænde Koranen af på svensk grund.
Sverige ønsker sammen med Finland at træde ind i Nato. Men alle de eksisterende Nato-lande skal godkende landenes ansøgninger. Og her spiller Tyrkiet en central rolle som bremseklods.
Ifølge Dagens Nyheter fremgik det af en intern mail i politiet den 7. februar, at demonstrationen med den varslede koranafbrænding var “OK ifølge ansøgningen”. Ansøgningen blev behandlet af politiet i Stockholm.
Selve demonstrationen skulle finde sted to dage senere.
Men dagen efter trak politiet dog i bremsen. Det skete efter samråd med den svenske efterretningstjeneste, Säkerhetspolisen (Säpo). Således fik kulturforeningen afslag på anmodningen om at afholde demonstrationen.
Dagens Nyheter skriver, at politiet i forbindelse med sagen har gjort brug af en “ekstensiv tolkning” af loven.
Denne tolkning indebærer, at politiet ikke kun skal tage hensyn til den umiddelbare sikkerhed omkring en eventuel afbrænding af Koranen.
Politiet skal også tage højde for de mere abstrakte trusler mod det svenske samfund, som kan opstå efter en koranafbrænding.
/ritzau/