18-årig mistænkt for drab på dreng i frisørsalon


    Arkivfoto

    Politiet mistænker en 18-årig mand for at have skudt og dræbt en 17-årig bulgarsk dreng i en frisørsalon i Rødovre Kommune.

    Han blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup in absentia. Det betyder, at han ikke selv var til stede.

    – Efter anklagemyndighedens opfattelse er drabet sket, om ikke i bandekonflikten, så i hvert fald som led i konflikt mellem to grupperinger. Det trækker tråde til organiseret kriminalitet, sagde anklageren i retten.

    Trods politiets mistanke endte retsmødet med, at manden ikke blev varetægtsfængslet in absentia.

    I december 2021 trådte to maskerede mænd ind i frisørsalonen på Islev Torv og affyrede i alt 12 skud fra to pistoler.

    Ud over den 17-årige blev også en 28-årig mand alvorligt såret, mens en 15-årig dreng blev ramt af skud i hånden.

    Anklagemyndigheden mener, at drabet var planlagt i forening med flere medgerningsmænd. Det fremgår af sigtelsen.

    Manden er foruden drabssigtelsen også sigtet for drabsforsøg på den 15-årige dreng og den 28-årige mand samt for ulovlig våbenbesiddelse.

    Forsvarer Kåre Traberg Smidt oplyste i retten, at der er fire sigtede og to varetægtsfængslede i sagen. Det fremgik ikke, om de fire sigtede inkluderer den 18-årige.

    Han ville ikke sige, hvordan den 18-årige forholder sig til sigtelsen.

    Når en sigtet på flugt fremstilles in absentia, kan politiet bruge varetægtsfængslingen til at efterlyse den sigtede internationalt.

    Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre i henhold til politiets videre efterforskning.

    /ritzau/