32-årig mand død ved arbejdsulykke i Give


    Arkivfoto


    En 32-årig udenlandsk mand er tirsdag afgået ved døden i en arbejdsulykke på Vejlevej i Give.

    Det fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Torben Wind.

    Manden arbejdede højt oppe og faldt cirka ti meter, inden han ramte et betongulv. Han døde kort efter af sine kvæstelser.

    Arbejdstilsynet er tilkaldt til stedet og vil bistå politiet med arbejdet med at afdække, hvordan ulykken kunne ske.

    Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.55.

    Politiet vil ikke fortælle mere om manden, før de har fået kontakt med hans familie, der endnu ikke er underrettet.

    /ritzau/