Muligt sexmonster for retten: Over 160 børn og unge er ofre for overgreb


    Arkivfoto


    En mand fra Fyn er tiltalt i en stor sag om overgreb mod børn og unge. I alt er der over 160 ofre.

    Det oplyser Fyns Politi på Twitter om sagen, der indledes ved Retten i Odense på tirsdag.

    Kun 16 af de mange ofre er blevet identificeret, oplyser specialanklager Daniel Dokkedahl til Ritzau. Der er tale om såvel piger som drenge.

    Manden nægter sig skyldig. Hidtil har han ikke ønsket at udtale sig til politiet, oplyser anklageren. Den tiltalte er 55 år og har boet i Middelfart Kommune.

    Forholdene skal være sket over en periode på syv år fra 2013 og frem.

    Overgrebene skal være begået via såkaldt grooming på forskellige sociale medier og chatfora, fremgår det en pressemeddelelse fra Fyns Politi.

    Grooming er engelsk og betyder at passe og pleje. Begrebet dækker over, at en person under kontakten på nettet bliver udnyttet og manipuleret. Krænkeren kan over tid påvirke offeret til at overskride sine grænser.

    Sagen begyndte for politiet med en mistanke om børneporno. Undersøgelsen af mandens computer afslørede derefter, at den 55-årige tilsyneladende selv har været med til at producere børneporno, fremgår det af politiets pressemeddelelse.

    – Det er en alvorlig og omfangsrig sag, som har krævet et stort og tidskrævende efterforskningsarbejde, udtaler specialanklageren i pressemeddelelsen.

    Retten har afsat ti retsmøder til behandling af sagen.

    /ritzau/