17-årig med til brutalt overfald: Offer stukket flere gange med kniv og slået med hammer


Politi på gerningsstedet på Godthåbsvej anden juledag 2022.


To personer er anholdt for et knivstikkeri, der fandt sted på Godthåbsvej anden juledag 2022

En 17-årig dreng og en 20-årig mand fremstilles senere torsdag i grundlovsforhør sigtet for juleoverfaldet.

Under overfaldet blev det 19-årige offer stukket flere gange med en kniv.

Desuden blev han ramt af slag med en hammer.

De to anholdte er derfor sigtet for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

”Det tyder på, at overfaldsmændene er gået målrettet efter at angribe den 19-årige, men det er for tidligt at sige noget om motivet. Vi har haft de anholdte i søgelyset i noget tid, men det har krævet en bred og systematisk efterforskning at underbygge mistankegrundlaget. Nu er vi der, hvor vi mener, at der er begrundet mistanke om, at de står bag overfaldet,” fortæller vicepolitiinspektør Knud Hvass.

Begge anholdte har tilknytning til bandemiljøet og er derfor også sigtet efter straffelovens § 81 a, den såkaldte bandeparagraf, der kan udløse dobbeltstraf.

”I den videre efterforskning vil vi selvfølgelig undersøge, om de to kan knyttes til andre af de knivstikkerier, der har fundet sted fra slutningen af december og frem til begyndelsen af februar,” siger Knud Hvass.

I forbindelse med anholdelserne har Københavns Politi ransaget flere adresser, hvor der er fundet effekter, som skal undersøges nærmere, og som vil indgå i den videre efterforskning.

De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør klokken 13. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.

Umiddelbart efter knivstikkeriet fandt sted, blev to andre mænd anholdt. De blev dog løsladt efter afhøring og er ikke længere sigtet.