Bornholm: Ups, mangler vi ikke 13, 14 eller måske 15 våben!?


    Arkivfoto


    Mellem 13 og 15 våben er forsvundet fra Bornholms Forsvarsmuseum. Formentlig. Museet kan i hvert fald ikke gøre rede for, hvor de er.

    Det er kommet frem tirsdag i Retten på Bornholm.

    Her er en forening, der driver forsvarsmuseet, tiltalt for brud på våbenloven ved ikke at have opbevaret over 180 våben samt en del ammunition korrekt.

    I forbindelse med sagen er alle museets våben, våbendele og ammunition blevet gennemgået, men en række, som står på listen over museets våben, er ikke dukket op.

    – De er ikke kommet til veje, hverken på den ene eller den anden måde, siger Jens Peter Christoffersson.

    Han er bestyrelsesformand for Kastellets Venner Bornholm. Det er en støtteforening, der er oprettet for at drive Bornholms Forsvarsmuseum, der ligger nær havnen i Rønne.

    Listen af våben og våbendele, som blev opbevaret ulovligt, er lang.

    Sammenlagt drejer det sig om 24 maskinpistoler, 63 revolvere og pistoler, 96 geværer, heraf 13 semiautomatiske og 7 fuldautomatiske.

    Dertil kommer 125 våbendele, forskellig ammunition, 6 håndgranater, 3 røggranater og 2 tændsatser til håndgranater.

    Sagen begyndte at rulle i juni 2020, hvor en pensioneret militærmand kom i besiddelse af en maskinpistol, i forbindelse med at han ville hjælpe sin søn, der var indblandet i noget kriminalitet.

    Den var stjålet fra museet, uden det var blevet opdaget. Sagen førte til en større undersøgelse af våbensamlingen på det bornholmske museum. Det afslørede rod i opbevaringen af de mange våben, samt at museet manglede tilladelser til dem.

    – Det er en helt absurd situation, at man har et forsvarsmuseum uden våbentilladelser, siger chefanklager Marina Moltke-Leth tirsdag i retten.

    Foreningen erkender de faktiske omstændigheder. Da sagen er rejst mod en forening og ikke enkeltpersoner, kan der ikke være krav om fængsel.

    I stedet går Marina Moltke-Leth efter en bøde på 75.000 kroner til tiltalte.

    Omvendt siger forsvarer Peter Vang, at bestyrelsen handlede i god tro, og at den derfor bør frifindes for bødekrav og konfiskation af våbnene.

    Det skyldes blandt andet, at politiet på Bornholm for et lille årti siden gennemgik samlingen, i forbindelse med at Nationalmuseet ville hjemtage våben.

    Politiet bad museet tage bundstykker ud af de andre våben og opbevare dem særskilt, men der kom ingen påbud om ændringer.

    Desuden fik museet at vide, det ville få en rapport fra Politiets Administrative Center (PAC) om, hvordan våbnene skulle opbevares. Trods rykkere kom den aldrig.

    – Politiet havde al mulighed for at gribe ind, hvis ikke det accepterede tingenes tilstand, siger Peter Vang.

    Han påstår frifindelse for foreningen. Subsidiært at bøden nedsættes til 10.000 kroner.

    Chefanklageren mener dog, at bestyrelsen burde have gjort mere for at sikre sig, at museets sager var i orden.

    I 2020 søgte museet om våbentilladelse til våbnene og afventer endnu svar. Bestyrelsesformanden håber, museet må deaktivere våbnene, så de ikke kan bruges, og derefter udstille dem.

    Der afsiges dom i sagen tirsdag 21. februar klokken 13.

    /ritzau/