Foto: Toldstyrelsen
Rundt om i landets pakkecentre finder toldere i stigende grad psykedeliske svampe.
I 2022 har Toldstyrelsen haft 453 sager med psilocybinsvampe og væksthuse til dyrkning af svampene.
Til sammenligning havde Toldstyrelsen 54 sager i 2021.
Det er særligt i pakker sendt fra Holland, at tolderne finder svampe og væksthuse til dyrkning.
– Det seneste år har vi set rigtig mange eksempler på færdigdyrkede svampe og såkaldte væksthuse til dyrkning af svampene, som folk har bestilt på nettet. Og billedet er det samme her i 2023, hvor tolderne næsten dagligt tilbageholder svampe og væksthuse. Begge dele er ikke blot sundhedsfarlige, men også ulovlige. Derfor overdrager vi sagerne til politiet, siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Michael Lund, der opfordrer borgere til at holde sig langt væk fra at bestille svampe og væksthuse på nettet.
Psilocybinsvampe er en betegnelse for visse arter af svampe, der indeholder psykoaktive stoffer, fx psilocybin og psilocin.
Stofferne virker hallucinogene og psykedeliske.
I Danmark er det ulovligt at indføre psilocybinsvampe samt væksthuse til psilocybinsvampe, da begge er omfattet af bekendtgørelsen om euforiserende stoffer.
De seneste opgørelser fra Toldstyrelsen viser, at der i 2021 blev tilbageholdt i alt 81 kilo nye psykoaktive stoffer som svampene hører ind under.
Foto: Toldstyrelsen
Foto: Toldstyrelsen