En 23-årig mand er sigtet for at være skyld i, at en 18-årig kvinde torsdag mistede livet på Hillerødmotorvejens forlængelse syd for Helsinge i Nordsjælland.
Det fremgår af en sigtelse, som fredag er blevet læst op i Retten i Helsingør.
Den 23-årige sigtes for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Anklagemyndigheden mener, at han anvendte håndholdt teleudstyr under kørslen, da han torsdag ved middagstid kørte frontalt ind i kvindens bil.
På den baggrund vil anklagemyndigheden have manden fængslet, og han er derfor fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør. Det foregår dog, uden at den 23-årige selv er til stede.
Han er fortsat indlagt og ikke har mulighed for at møde op.
Han nægter sig skyldig i sigtelsen, oplyser hans forsvarer, Finn Walther Petersen.
Ud over uagtsomt manddrab sigtes den 23-årige også for at have forvoldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed.
Inden han ramte kvindens bil, mødte han nemlig en anden modkørende, som måtte undvige et sammenstød ved at køre cirka halvanden meter ud i rabatten.
Grundlovsforhøret fredag afholdes for lukkede døre af hensyn til afhøringer, som offentligheden ikke skal gøres bekendt med.
Hvis man uagtsomt forvolder en andens død, straffes man med bøde eller fængsel op til fire måneder. Under særligt skærpende omstændigheder kan det straffes med fængsel op til ti år.
Særligt skærpende omstændigheder er for eksempel spirituskørsel, kørsel under påvirkning af narkotika eller særligt hensynsløs kørsel.
En sigtet kan kun varetægtsfængsles, hvis strafferammen – den maksimale straf for forbrydelsen – er minimum halvandet år.
Det er derfor af afgørende betydning for udfaldet af fredagens retsmøde, at retten vurderer, at der er tale om særligt skærpende omstændigheder. Er der ikke, vil manden ikke kunne fængsles.
/ritzau/