Politiet: Bandemedlem sigtes for knivstikkeri


    Arkivfoto.

    I forbindelse med et knivstikkeri begået på Jarmers Plads i København 15. oktober har Københavns Politi anholdt en 26-årige mand, som ifølge politiet har relation til bandemiljøet.

    Manden er anholdt onsdag formiddag, og senere på dagen vil han blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, oplyser Københavns Politi på Twitter.

    Flere personer deltog angiveligt i knivstikkeriet og for at holde oplysninger om efterforskningen skjult for eventuelle medgerningsmænd, der måtte være på fri fod, vil anklagemyndigheden kræve, at onsdagens retsmøde holdes for lukkede døre.

    Københavns Politi fortalte om knivstikkeriet på Jarmers Plads allerede næste morgen. Men oplysningerne om, hvad der var foregået, var dengang få.

    Politiets vagtchef kunne dengang alene berette, at en 23-årig mand var fundet såret efter et knivstikkeri, og at han var kørt til behandling på Rigshospitalet.

    Københavns Politi har endnu ikke oplyst, hvad den 26-årige er sigtet for. Det vil komme frem ved eftermiddagens grundlovsforhør.

    /ritzau/