Kulturminister redder Dannebrog ved Kronborg Slot på under en time


ARkivfoto

43 minutter.

Så lang tid gik der, fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) opdagede, at den daglige hejsning af Dannebrog ved Kronborg Slot var slut, til at han fik traditionen genindført.

– Som politiker arbejder man nogle gange med problemer, der tager lang tid at løse. Heldigvis er der også problemer, der tager kort tid at løse. Det her var en af de sidstnævnte, siger Jakob Engel-Schmidt.

Tidligere torsdag skrev Helsingør Dagblad, at den daglige hejsning af Dannebrog ved Kronborg Slot var slut fra årsskiftet.

Det har ellers været traditionen siden 1600-tallet.

Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen skyldtes den oprindelige beslutning en omlægning af vagtordningen, der samlet skulle spare én million kroner årligt.

Ved den omlægning gik man over til ikke længere at have en vagt på Kronborg Slot døgnet rundt, og det var altså den vagt, der stod for at hejse flaget.

Præcis hvor meget selve det at hejse flaget koster om året, kan Slots- og Kulturstyrelsen ikke oplyse.

Det fik senere Jakob Engel-Schmidt til at bede styrelsen om at omgøre den beslutning.

Og det lyttede Slots- og Kulturstyrelsen til, hvilket betyder, at Dannebrog igen vajer ved Kronborg Slot fra fredag 27. januar.

Det er ikke, fordi regeringen har brug for en nem politisk sejr, at kulturministeren gik ind i sagen, siger han.

Regeringen er ellers kommet humpende fra start med blandt andet stor modstand mod dens forslag om at afskaffe store bededag.

– Det her handler ikke om populisme eller meningsmålinger, men om at jeg synes, det er forkert at spare Dannebrog væk i en spareøvelse, siger ministeren.

Han tror da heller ikke, genetableringen af Dannebrog ved Kronborg Slot vil skaffe mange stemmer.

– Jeg tror ikke, der er jordskredspotentiale i at sikre, at Dannebrog igen bliver hejst. Til gengæld er det af stor national betydning, fordi Dannebrog samler os, siger Jakob Engel-Schmidt.

Præcis hvordan styrelsen er lykkedes med at kunne genindføre flagningen med så kort varsel, kan kulturministeren torsdag aften ikke svare på.

– Der bliver fundet en markant billigere løsning. Det arbejder jeg med styrelsen om at sikre, siger Jakob Engel-Schmidt.

/ritzau/