Fejring af Ritt Bjerregaards død kan koste Ungdomshusets tilskud


    Arkivfoto

    En fest i Ungdomshuset på Dortheavej i København fejrede søndag den tidligere socialdemokratiske toppolitiker Ritt Bjerregaards død.

    – Det er så usmagelig en handling, at der seriøst skal overvejes, om Ungdomshuset fortsat skal modtage tilskud fra kommunen, siger Laura Rosenvinge, politisk ordfører for Socialdemokratiet i Københavns Kommune.

    Det kommer til at afhænge af, hvordan Ungdomshuset vil forholde sig til søndagens arrangement, fortsætter hun.

    Ungdomshuset modtager årligt cirka 1,4 millioner kroner i støtte fra Københavns Kommune, skriver B.T.

    Ritt Bjerregaard døde lørdag 81 år gammel. Hun var overborgmester i København tilbage i 2007, da Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev ryddet og revet ned.

    – Festen søndag er et stort problem, fordi den ærekrænker en afdød politiker. Og Ungdomshuset bruger så hertil Københavns Kommunes penge til noget så usmageligt, siger Rosenvinge.

    Uden tilskud fra kommunen kan det betyde, at huset på Dortheavej ikke længere kan holde åbent, fordi tilskuddet går til husleje, påpeger hun.

    – Men før vi når derud, skal vi lige slå koldt vand i blodet og få styr på, hvad der er op og ned i den her sag. Men der er ingen tvivl om, at man som socialdemokrat er rasende over det, siger Laura Rosenvinge.

    Arrangementet blev annonceret på Facebook af Ungdomshuset med overskriften “Så er vi kvit Ritt”.

    /ritzau/